Efteruddannelsespulje på 50 millioner kroner skal styrke undervisningen i naturvidenskab og matematik

· Af Christian · Uncategorized

Sidste år uddelte Novo Nordisk Fonden 966 bevillinger til efteruddannelse af lærere. I år er puljen fordoblet.

Novo Nordisk Fonden har igen åbnet en efteruddannelsespulje for lærere, der underviser i naturvidenskab og matematik i grundskolen og gymnasiet. Puljen giver mulighed for at vælge praksisnære kurser, der passer til ens behov, samt tid til fordybelse.

Lærere kan søge om støtte til at deltage i selvvalgte, korte efteruddannelseskurser i relation til deres fagområde. Kurserne har til formål at skabe faglig eller fagdidaktisk inspiration, og kursisterne introduceres for konkrete værktøjer og undervisningsressourcer. Puljen giver herudover den enkelte lærer mulighed for i en ellers travl hverdag at fordybe sig, sparre med kolleger og videreudvikle egne undervisningsforløb.

Således er den overordnede ambition med efteruddannelsespuljen at understøtte lærere i deres løbende faglige udvikling, til inspiration for deres elever, og på den måde at være med til at styrke undervisningen i naturvidenskab og matematik.

Puljen har deadline for ansøgninger den 23. oktober 2025. Kurserne, der kan søges om støtte til, afholdes i skoleåret 2026/2027.

Tid til at omsætte ny læring til praksis

Støtten dækker kursusafgift samt vikardækning/løntimer for op til fem kursusdage. Derudover ydes der vikardækning/løntimer for tre dage, så man efter endt kursus har mulighed for at udvikle egen undervisning eller vidensdele og samarbejde med kolleger på ens uddannelsesinstitution.

De 83 spændende kurser handler om undervisning i alt fra kunstig intelligens, kvanteteknologier og teknologiforståelse til klima, biodiversitet, indlandsis og feltarbejde.

Selve ansøgningsprocessen er hurtig og nem at gå til. På fondens opslag kan man vælge blandt kurserne, som udbydes via puljen, og selve ansøgningen udfyldes med få klik. Det eneste krav er, at man har fået sin leders godkendelse til at søge.

Bevillinger uddeles ved lodtrækning. Hvis man får afslag, kan der søges støtte til alle kurserne hos kompetencefonden.

Læs mere om efteruddannelsespuljen og ansøgningsprocessen på Novo Nordisk Fondens hjemmeside (klik på ”Ansøg om midler” i højre hjørne og vælg ”Efteruddannelsespulje”) – eller gå direkte til siden med de udbudte kurser på https://novonordiskfonden.dk/kursusliste2026-27